mandag den 7. juni 2010

High Mountain Tie Guan Yin 2010 Anxi Oolong fra Simply Tea i Aarhus


Tie Guan Yin er en let oxideret oolong med oprindelse i Fujinan provinsen i Kina - og givetvis den mest populære oolong te i Kina.
Grundet dens popularietet findes den i et utal af varianter og kvaliteter; lige fra helt ordinære dagligdagsvarianter, som de kan findes hos mange asiatiske dagligvarebutikker her i landet, til eksklusive topproduktioner. Simply Teas nye egenimporterede High Mountain Tie Guan Yin hører til disse absolutte topproduktioner. Denne te er høstet 30. april i år og er ubestrideligt den friskeste oolong jeg har smagt.

Tie Guan Yin er blandt mine absolutte yndlingsteer og er - ubestrideligt - min farvorit oolong. Jeg har på stående fod fem Tie Guan Yin varianter i min samling - og det er en af de teer som jeg altid køber/smager når jeg besøger tebarer og -forretninger.

Brygning
Når det drejer som om så eksklusive teer som denne, brygger jeg altid i en kinesisk gaiwan i porcelæn. Navnlig når det gælder oolong teer, finder jeg at man med netop denne bryggemetode får det optimale udbytte, både hvad angår aroma og smag, ud af teen.
Jeg arbejder på en uddybende guide til brygning i gaiwan. Indtil videre er denne guide på YouTube faktisk ret god - såfremt man kan abstrahere fra den ringe tekniske kvalitet og den lidt irriterende monolog.
Som andre oolong teer brygges denne High Mountain Tie Guan Yin ved 90-95° C. Undlad at lade vandet koge helt op, tag det af når du begynder at se de første store bobler, således undgås det at ilten koges ud af vandet og derved giver teen en fad undertone.
Jeg er kommet frem til at denne Tie Gian Yin variant "steppes" bedst således:
Første bryg; to sekunder - kasseres for at "vække" bladene og skylle teen ren
Andet bryg; 5 sekunder - her er bladene stadig ikke foldet helt ud og smagen er således meget mild
Tredje og fjerde bryg; 10 sekunder - nu er bladene foldet helt ud, smagen og aromaen er på sit højeste, men stadig meget mild og blomsteragtig.
Femte bryg; 15 sekunder - næsten lige så godt som tredje og fjerde bryg
Sjette bryg; 20 sekunder - nu er det tydeligt at teen har afgivet det meste af den smag or aroma den har at give, men den er stadig absolut værd at drikke.
Hvis man ønsker at forsøge sig med flere bryg er en god hovedregel at forlænge bryggetiden med fem sekunder pr. step.
Man kan også brygge teen i en helt almindelig tepotte, helst med bladene flydende løst i potten eller i et stort filter, således at de store blade kan folde sig helt ud og afgive så meget smag som muligt. Brug ca. tre teskefulde te pr. liter vand. Det er, som ved brygning i en gaiwan, en god idé at skylle bladene i varmt vand før første bryg.
Hvis bladene flyder frit i potten, brygges tre minutter første gang, anvendes filter; fire minutter. Andet bryg; fire minutter (med bladene frit flydende i potten) eller fem minutter (hvis der anvendes filter). Tredje bryg og fremefter; fem minutter (anset om der anvendes filter eller ej).

Servering
Nogle Tie Guan Yin egner sig glmrende til mad, men lige netop denne har, grundet sin milde smag, bedst af at stå alene. Salt eller krydret mad vil, omend ikke ligefrem overdøve, så nemt kunne forstyrre denne tes smag og aroma. Det ville ganske enkelt være synd at bruge den som "mad te" - derimod egner den sig glimrende til at blive indtaget i en kinesisk/taiwanesisk Gong Fu teceremoni, hvor denne te virkelig kommer til sin ret. Der er ingen tvivl om at netop Gong Fu ceremonien - med de små aromakopper samt den stærke fokus på at opleve teens duft og smag uden forstyrrende elementer - er skabt med kvalitetsteer som denne i tankerne. Simply Tea har et Gong Fu sæt stående, såfremt man har lyst til at prøve. Jeg ved at Alexis gerne giver en demonstration. Alternativt forhandler Den Kinesiske Butik i København, som de eneste i Danmark så vidt jeg ved, Gong Fu sæt.
Alle oolong teer har en evne til at sænke ens blodsukker, derfor bør oolong altid nydes med et par relativt neutrale søde kiks eller småkager til, evt. chokolade til de lidt kraftigere oolonger.

Smag/duft
Man skal tage sig god tid til denne te; duft til den og lad indtrykkene forplante sig før du smager - husk at slupre når du drikker for at tilføje ilt og frigive aromastoffer og lade teen rulle i munden og smage godt efter. På trods af den milde smag og duft er dette en særdeles aromatisk, nuanceret og kompleks te, med et friskt blomsteragtigt udtryk. Navnlig eftersmagen er helt formidabel, med et let strejf af citrus.
Husk at drikke denne te mens den er frisk, den bliver ikke bedre end den er nu - nogle oolong teer egner sig til at blive lagret, men en let oxideret te som Tie Guan Yin skal nydes her og nu.

Denne High Mountain Tie Guan Yin er muligivs ikke en "begynder" te, i hvert fald er det en af den slags teer hvor man skal "smage efter" for at få den fulde oplevelse - men hvilken oplevelse man så får!
Jeg har, som sagt, en del varianter af Tie Guan Yin oolong i min samling - også et par som går for at være gode - men ingen af dem kan måle sig med denne te.
Sluttelig vil jeg lige ride lidt på en af mine kæpheste; hvor er det fantasitisk at detaljerede oplysninger som geografisk oprindelse, navnene på temestrene bag teen, etc. er tilgængelige på Simply Teas hjemmeside - ikke bare den sædvanlige "Kinesisk Oolong, skal brygges 3-5 minutter med kogende vand" smøre som oftest følger med Tie Guan Yin teer. Det kan mange andre tehandlere læere noget af; vi vil have baggrund og detaljer!

1 kommentar:

  1. Skulle nogen lægge mærke til at billedet på Simply Teas hjemmeside er det samme som det i toppen af denne anmeldelse så er forklaringen ganske enkelt at jeg hjælper Simply Tea ved at tage produktfotos for dem.
    Det er den eneste forbindelse jeg har til Simply Tea - ud over at det er mit foretrukne sted at drikke og handle te i Aarhus.
    Dog vil jeg, for denne blogs troværdigheds skyld, ikke undlade at gøre opmærksom på dette.

    SvarSlet