lørdag den 1. maj 2010

Økologisk gunpowder fra Hans og Grethe Kaffe-The i Aarhus

Den grønne kinesiske gunpowder te er en af de mest udbredte grønne teer på markedet. Teen består fortrinsvis af unge grønne blade, rullet sammen til små kugler, som godt kan minde om det sortkrudt man benyttede i datidens forladevåben - deraf navnet gunpowder.
Gunpowder teen stammer fra 1700-tallet og blev fortrinsvis udviklet med eksport for øje. De sammenrullede blade holder længere på smagen, således at teen kan transporteres over længere afstande uden at blive kedelig. Derfor var gunpowder også en af de første teer som blev eksporteret til Europa.
Gunpowder er stadig en særdeles populær te, ikke mindst i de arabiske lande hvor den ofte serveres med mynte. Endvidere indgår gunpowder ofte i diverse teblandinger.
Før i tiden blev bladene rullet i hånden, nu bliver de oftest rullet på maskine.
Gunpowder er en mørk grøn te, ofte med smag og duft af nyslået græs, men uden den ærte agtige sødme som mange andre kinesiske grønne teer har - derimod har gunpowder teer ofte en særegen tør og let røget smag, som gør den mere egnet til varme retter end mange andre grønne teer.
Denne gunpowder er købt hos Hans & Grethe Kaffe-The i Aarhus. Normalt køber jeg, pga. aromaafsmitning fra kaffen til teen, ikke ret gerne mine teer i forretninger som handler med kaffe, men lige netop gunpowder, med de sammenrullede blade, er mindre tilbøjelige til at optage aroma fra kaffen.
Endvidere er denne gunpowder økologisk. For få år tilbage var økologiske teer næsten umulige at komme i nærheden af – men nu er det ret almindeligt at finde økologiske varianter af de mere populære tetyper. Nogle økologiske teer smager af ”mere” end deres ikke økologiske varianter, men oftest er det i mængden af gavnlige stoffer at man skal finde de store forskelle på økologiske og ikke økologiske teer; økologiske teer har tendens til at indeholde mere af alting end de ikke økologiske.
Der fulgte ingen oplysninger vedr. teens oprindelse med, udover at den er fra Kina. Det er dog ret almindeligt med gunpowder te, som dyrkes over hele landet.


Min foretrukne potte til grøn te; en høj traditionelt udformet kinesisk Yi Xing potte med løst lerfilter. Potten, som har været i min kærestes familie i mange år, er fremstillet i den lyse Zisha ler, som anses for at være mindre eksklusiv end den mørke dybrøde Zisha ler. I dag blander man ofte pigmenter i den lyse Zisha ler - eller sprayer potten med et tyndt lag opslemmet mørk ler - for at få potterne til at fremstå mere eksklusive. Derfor er de lyse "billige" potter, paradoksalt nok, relativt ualmindelige i dag. Potten bærer ingen mester- eller fabriksstempler, udover et ti-tal i bunden, hvilket antyder at den er blevet fremstillet med eksport for øje.
Skålen er en traditionel hånddrejet japansk matcha skål med brun glasur, en enkel og rustik skål med sin helt egen skønhed.


De sammenrullede grønne blade før brygning

Brygning
Som nævnt ovenfor foretrækker jeg at brygge min gunpowder i en høj Yi Xing potte med løst lerfilter. Men, fra tid til anden anvender jeg også en indvendigt glaseret støbejernskande med løst metalfilter.
Der fulgte ingen trykt bryggevejledning med teen, men personalet i butikken var i stand til at give en fyldestgørende mundtlig vejledning. Ifølge denne vejledning skal denne te brygges ved 80°C, med en trækketid på 3-5 minutter. Jeg har eksperimenteret en del med denne te, men er kommet frem til at man får det bedste resultat ved at følge denne vejledning.
Normalt siger man at der skal anvendes en halv teskefuld teblade pr. kop + en til potten, når man brygger grøn te. Men på grund af de komprimerede sammenrullede blade, så anvender jeg ikke mere end to store teskefulde gunpowder te pr. liter vand.
Teen kan trække tre gange; anden trækning er langt den bedste. Når jeg brygger denne te i en Yi Xing potte lader jeg den trække fire minutter ved første trækning og fem ved anden og tredje, når jeg anvender en støbejernskande lader jeg teen trække tre minutter første trækning, fire minutter anden trækning og fem tredje trækning.
Den bryggede te er klar med et let grønligt skær.


De udfoldede blade efter brygning. Bemærk at bladene er fragmenterede, hvilket antyder at de er maskinrullede - en bedre kvalitet gunpowder vil have en langt større andel af hele blade. Mange fragmenterede blade giver en større udtrækning af bitterstoffer i teen

Servering
Grundet en bryggetemperatur på 80°C kan teen indtages umiddelbart efter brygning, men den smager bedre omkring 50-60°C. Jeg foretrækker personligt at indtage denne te - og andre grønne teer – i en traditionel japansk skål, det giver mulighed for at nyde den delikate duft og smag fuldt ud, samtidig med at det hurtigt køler teen til en behagelig drikketemperatur.
Normalt skal grønne teer drikkes relativt hurtigt efter brygning, da de har en tendens til at blive kedelige (i nogen tilfælde endda bitre) af at stå i potten for længe. Gunpowder kan stå længere tid på potten end de fleste andre grønne teer og egner sig derfor til at hælde på en termokande og tage med sig.
Som mange andre grønne teer smager gunpowder også udmærket kold.

Smag/duft
Når det kommer til smag og duft er denne gunpowder helt traditionel; med en mild, afrundet, tør, let røget, ”organisk” smag og duft med et hint af nyslået græs.
Jeg drikker ofte gunpowder som morgente og i løbet af min arbejdsdag – men det hænder ikke sjældent at jeg også drikker den til min aftensmad, navnlig hvis menuen står på krydrede eller salte retter. Alle grønne teer er gode til salte retter – men navnlig gunpowder, med dens tørre smag, egner sig ligeledes til krydrede retter, som de sødere grønne teer ikke kan forenes med.
Helt grundlæggende er gunpowder en te som kan drikkes til det meste - og ved de fleste lejligheder.

Gunpowder bør indgå i enhver tedrikkers sortiment; det er en alsidig og behagelig te – omend ikke den mest spændende måske.
Gunpowder er en god introduktion til grøn te; den er let tilgængelig, nem at brygge, relativ langtidsholdbar og tilpas udramatisk til at de fleste kan drikke den. Af samme årsag serverer jeg ofte gunpowder for gæster som ikke er vant til at drikke grøn te.
Den økologiske gunpowder fra Hans & Grethe Kaffe-The er en typisk, solid – og absolut udmærket – repræsentant for sin tetype. Jeg kan ikke huske den nøjagtige pris, men jeg kan huske at den var absolut rimelig, kvaliteten taget i betragtning. Jeg giver den fem stjerner ud af ti *****

Ingen kommentarer:

Send en kommentar