fredag den 16. april 2010

Første indlæg

En blog om te?! Hvorfor nu det?

Te er jo sådan noget man køber i breve, det smager af appelsin, skovbær eller blomster - og man drikker det når man er syg, gerne med masser af mælk og sukker. Det er i hvert fald det forhold de fleste danskere har til te. Vi er en nation af kaffedrikkere - og vi er så småt ved at få øjnene op for god kaffe - men når det kommer til te, så er det stadigvæk de færreste som nogensinde har smagt en kop ordentligt brygget kvalitetste.

Jeg er langt fra ekspert i te, rent faktisk er det mindre end et halvt år siden jeg skippede kaffen fuldstændigt og gik over til at drikke te. Min kæreste har dyrket te som hobby i flere år - og det er fra hende og andre rutinerede tedrikkere at jeg henter min viden.
Denne blog kommer til at blive holdt på dansk, da der er mange andre glimrende engelsksprogede blogs om te derude (mere om dem en anden dag).

Når jeg skriver te. så mener jeg udtræk af tebuskens (Camellia sinensis) blade. Der findes én teplante, både hvid, gul, grøn, sort, oolong og puerh te kommer fra den samme plante, forskellen ligger i hvor planten har groet, hvornår bladene er høstet, hvilke blade man har udvalgt, hvordan bladene er efterbehandlet/lagret. Andre "teer" af undtræk fra andre planter, rødder, bær, etc. har ikke min interesse og vil, hvis overhovedet, kun blive berørt meget lidt i denne blog.
Ligeledes drejer min interesse sig om de rene teer. Teer med tilsat smag (frugtstykker, blomsterblade, krydderier eller ren kemi) falder uden for min smag, en god te bærer sig selv uden forstyrrende smags- og duftindtryk - eller sukker og mælk for den sags skyld!

Denne blog skal heller ikke som udgangspunkt handle om de helbredsmæssige fordele ved te, jeg er livsnyder, ikke helseapostel. Skulle jeg komme til at berøre emnet alligevel, så læg ikke alt for meget i det.

Det var meget om hvad denne blog ikke skal handle om, det den skal handle om er derimod den simple nydelse ved en god kop velbrygget te.

I løbet af den første tid vil jeg gennemgå de mest gængse tetyper; grøn, oolong, sort og puerh og de optimale brygningsmetoder for hver enkel af dem.
En fast tilbagevendende ting bliver anmeldelser af teer, samt reportager fra tesaloner og -butikker rundt omkring i landet.

Jeg tør også godt love en masse billeder af min og min kærestes samling af tekander, -kopper og andet terelevant udstyr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar